19-10-1947

Stævnet i 1947 blev et fint internordisk stævne. Fra Norge kom “Nordens Fartkonge” Leif “Basse” Hveem i spidsen for Leif Samsing og Werner Lorentzen. Fra Sverige kom Evert “Kumla” Fransson og Rune Larsson. Bent Jensen stod i spidsen for den danske repræsentation.

Stævnet blev overværet af 13.000 tilskuere, der først blev vidne til at “Basse” Hveem gav banerekorden et ordentligt tryk, da han kørte 1,19,6 mod Svend Jensens 1,26,2 fra 1946. Også banerekorden i standardklassen blev slået, da Børge Mørck kørte 1,29,5 mod Knud Nielsens 1,30,3 fra 1946.

Trods den stærke nordiske modstand lykkedes det atter den lokale Bent Jensen at vinde Expertklassen, mens “Basse” Hveem blev toer. En ønskematch mellem disse to blev rigtig fin, og denne gang blev det sejr til nordmanden.

Knud Nielsen sejrede i Marselisløbet, som løbet for standardcyklerne blev kaldt, og han genvandt dermed titlen fra 1946.