23-06-1946

Det første stævne på Hem Odde fik en god modtagelse af publikum og presse. 8-10000 tilskuere var mødt frem for at følge begivenhederne på den nye bane. Vejrguderne havde dog ikke været venligt stemt i tiden op til løbet. Den nyanlagte bane, der i forvejen havde krævet dræning var derfor meget pløret og blev selvfølgelig meget opkørt i løbet af dagen.

Publikumsforholdene var imidlertid meget gode, da man kunne sidde på skrænten med udsigt over Mossø og have fuldstændigt overblik over begivenhederne på banen. Til dette første løb lå ryttergården på inderbanen.

Svend Jensen, Odense satte banerekorden til 1,26,2, men da banen jo var meget tung regnede man ikke med, at rekorden ville holde længere end til næste løb.

Jens “Lyn” Christensen, Horsens vandt specialklassen foran Vitus Kelvang, Kolding. Holger Hansen, Kbhv. vandt standard 500cc klassen foran Kaj Holck Mogensen. Knud Nielsen var med både her og i specialklassen, men det var ikke hans dag, da han havde uheld i begge klasser. Sidevognsklassen blev vundet af den gamle mesterkører Hans Dalsgaard, Vejle foran N.O. Jensen, Ålborg og klubbens egen Carlo Sejer.