1990-1997

Som beskrevet i sidste afsnit var John Lundberg ikke længere tilfreds med samarbejdet med RRKV, et samarbejde som havde varet siden 1977. Fyens Motor Sport fik så lavet en aftale med Lundberg om det traditionelle maj-løb. Løbet blev fint nok afviklet, men fynboerne var ikke glade for samarbejdet, så det blev ved dette ene løb. AMK kom derfor ind i billedet som samarbejdspartner fra august-løbet 1990, og det blev et fint samarbejde, først med John Lundberg i mange år og derefter med Peter Elgaard, som tog over som promotor, da Lundberg valgte at give stafetten videre.

De traditionelle NM løb fortsatte frem til og med 1994, men i 1994 gik der koks i traditionerne. Det år blev kun afdelingen på Jyllands-Ringen gennemført, mens to ellers planlagte afdelinger blev aflyst. Det førte så til, at der ikke blev udskrevet noget NM i 1995 og 96. I 1997 vendte NM tilbage, det blev afholdt på Jyllands-Ringen i den gamle stil, altså NM afholdt på 1 dag. Nyt var dog at NM løbene samtidig talte til DM.

I 1990 skete der store ændringer omkring bygningsfaciliteterne på Jyllands-Ringen. Den nuværende bygning ved siden af dommertårnet blev indviet med fine toiletter og badefaciliteter i underetagen samt mødelokaler/køkkenfaciliteter i overetagen. I underetagen også forskellige rum til bl.a. undervisning. Banens ejer FDM udgav i den anledning en PR-avis med hovedvægten lagt på de kompetencer, Jyllands-Ringen kunne tilbyde omkring køretekniske kurser. I 1990 blev også den såkaldte bane 2 med faciliteter indviet. Omkring bane 2 hed det i miljøtilladelsen, at banen ikke måtte forbindes med den oprindelige bane.

Nedenfor uddrag fra den omtalte PR-avis udgivet af FDM.

I 1991 havde Jyllands-Ringen 25-års Jubilæum. I den anledning skrev Erik Øjenholt, der var formand for AAS i klubbens første år nedenstående ord, der er sakset fra AAS-hjemmesiden. AAS har stået for det sportslige med hensyn til bilsporten på Jyllands-Ringen i alle dens leveår.

Som beskrevet i intro tog fynboerne over ved dette løb, men det blev altså ved dette ene løb. Løbet var som vanligt 1. afd. af NM. Hertil var der supportklasser, hvor det skal nævnes, at den tidligere Supercup, der havde været importørstøttet, havde fået navneforandring til Supersport. Importørstøtten var nu væk, men til gengæld havde klassen sammen med Superstreet-klassen fået DM status.

Danmark tog tre klassesejre i NM. Flemming Kistrup vandt i 125cc, men dagens helt var Rene Rasmussen, der sejrede i den store racerklasse samt i Superbike. Herudover sejrede Rene i DM Superstreet samt blev nr. 2 i Supersport. Lokalt var Finn Villadsen bedst med en 2. plads i Superstreet.

Nedenfor et par billeder, diverse omtaler samt programmet i uddrag.

Efter fynboerne havde opgivet samarbejdet med Lundberg tog AMK over i forbindelse med afviklingen af de traditionelle to mc-klasser ved Grand Prix Danmark i august. Disse klasser blev Supersport og Superstreet, der jo i 1990 havde fået DM-status for første gang.

Finn Villadsen havde en drabelig kamp med Rene Rasmussen i Superstreet, men måtte sluttelig bøje sig for Rene, der vandt begge klasser.

Nedenfor billeder, omtaler, programmet i uddrag samt Steen Normanns slutbrev til officials.

Efter at have været en del af et billøb i 1983 og 1990 blev dette AMK´s debut som sportslig arrangør af et rent mc-stævne på Jyllands-Ringen. Som vanligt gjaldt løbet 1. afd. af NM sammen med nogle supportklasser, der i disse år oftest var Supersport og Superstreet, der var blevet DM tællende. Hertil kom den lille debutant klasse med titlen Kroon-Cup. Fa. Franz Kroon støttede denne klasse i nogle år, deraf navnet.

Dette år var der 4 NM klasser, men Danmark fik kun en klassesejr i Superbike ved Rene Rasmussen. Finn Villadsen tog sejren i Superstreet.

Nedenfor billeder, omtaler og programmet i uddrag.

Til årets Grand Prix Danmark var der igen DM Supersport og DM Superstreet på programmet. DM Supersport feltet blev dog fyldt op med FII kørere, men klasserne blev præmieret hver for sig. Kim “Ræs” vandt både Supersport og Superstreet. I Superstreet vandt han foran Finn Villadsen, der dog ikke behøvede at satse hele butikken, han havde vundet alle øvrige DM-løb i året og dermed selvfølgelig også titlen.

Nedenfor et par billeder, omtaler og programmet i uddrag.

På NM programmet var kommet Supersport 600 på programmet for første gang. Denne klasse blev jo siden meget succesrig. Den eneste danske NM klassesejr kom i 125cc, hvor Henrik Rasmussen sejrede. Superstreet blev vundet af Finn Villadsen, mens Supersport ikke var med i årets program. Der blev kørt en Classic-klasse, hvor Lars Sandberg vandt.

Nedenfor billeder, diverse omtaler, resultatlister samt programmet i uddrag.

En serie billeder af Classic-kørere

Der er ikke fundet meget materiale om dette løb. Det kan siges, at det virker lidt specielt, at det var RRKV, der stod for den sportslige del, efter at AMK havde stået for det siden 1990 og igen stod for det i 1994. Jeg husker ikke, hvorfor det blev sådan, måske har Viking ønsket løbet og fået opbakning i Sportsudvalget. Nedenfor en omtale fra vores klubblad samt programmet i uddrag.

NM var udskrevet på vanlig vis, 3 afdelinger var planlagt, men da 1. afd. på Jyllands-Ringen var kørt, skulle det senere vise sig, at de to øvrige afdelinger blev aflyst. Resultaterne på Jyllands-Ringen blev derfor senere stadfæstet, som det endelige NM-resultat for 1994. Dermed fik vi i AMK en Nordisk Mester i Chris Jensen, som vandt 125cc. Også her AMK på 2. pladsen ved Ulrik Hasager. Mere AMK i 250cc, hvor Bjørn Donslund blev nr. 3 og i Supersport 600, hvor Bo Bentzen blev nr. 2.

Nedenfor billeder, omtaler, resultatlister og programmet i uddrag.

Efter fiaskoen med de aflyste afdelinger af NM i 1994 besluttede de nordiske lande ikke at udskrive NM i 1995. I AMK blev det derfor besluttet at prøve noget nyt. Claus Wulffs ideer om et Road Race Party blev støvet af, og i den sidste ende blev konceptet døbt Road Race Festival. Der blev skabt kontakt til MC Snøvserne i Kjellerup, hvor Rene Prang og Ulrik Nielsen var medlemmer. Snøvserne med Heine Snede i spidsen havde erfaring med afholdelse af festarrangementer i telt med musik, øl, mad og spiritussalg. De havde også andre gode ideer til at løfte arrangementet, så det endte med, at der blev strikket en aftale sammen mellem de tre parter John Lundberg, AMK og Snøvserne. Det viste sig, at Snøvserne havde styr på tingene, og samarbejdet med dem omkring festival på Jyllands-Ringen kom til at vare i mange år.

På den sportslige front prøvede vi med en folder at tiltrække udenlandske kørere, hvilket stort set mislykkedes. Nytænkning var, at den meget træning og tidskørsel, som der var tradition for i Road Racing, skulle reduceres. I stedet skulle der være en vis løbsaktivitet om lørdagen, som publikum kunne få noget mere ud af end tidskørslerne. De fleste klasser fik derved to heat i week-end programmet, og der blev opfundet et 1-times Endurance løb med par på 2 mand og Le Mans start. Herudover Super-Motard, opvisnings- og propagandaløb i 80cc og drag-bike opvisning.

Nedenfor billeder, omtaler, resultater, den ikke så vellykkede indbydelse til ikke danske kørere,tidsskemaer samt programmet i uddrag.

Festivalkonceptet med MC Snøvserne fortsatte i 1996. Det sportslige fik et løft, da vi havde fået DM-status på løbet, hvilket gav lidt bedring på felternes størrelse i forhold til 1995. Vi havde også fået lov til at bibeholde det publikumsvenlige koncept med løb både lørdag og søndag. Der blev som noget nyt uddelt DM point både i lørdags- og søndagsløbene. Endurance-løbet, som havde været meget populært blandt kørere og publikum blev gentaget sidst på lørdagsprogrammet, og den svenske stuntkører Magnus Carlsson gav opvisning søndag.

Nedenfor omtaler, resultatlister og programmet i uddrag.

I 1997 vendte NM tilbage til Jyllands-Ringen og endda lidt i den gamle form, hvor NM blev afgjort på dagen. Ydermere talte NM klasserne også til DM, så det kunne godt ses på kvaliteten af felterne. Udover NM klasserne talte yderligere et par klasser til DM og et par yderligere supportklasser kom til. Der var ikke gjort plads til Enduranceløbet, men der blev stadig kørt en del lørdagsløb til glæde for Festivalpublikummet.

Danmark vandt 3 af de 5 NM-titler, og i Supersport 600 blev der udtaget benzinprøver på de tre første. Prøverne blev indsendt til test for blyindhold, men der var ingen problemer. Der var indkøbt en del prøvedåser, men jeg tror aldrig de blev anvendt igen.

Nedenfor billeder, omtaler, resultatlister, testskemaer vedr. benzinprøverne samt programmet i uddrag.