16-04-1961

Dette stævne blev det sidste, der blev kørt på Ny Mølle-banen. I månederne efter måtte man erkende, at der manglede likviditet til at betale presserende regninger. Selvfølgelig blev forskellige redningsmodeller drøftet, men hen over sommeren endte det med, at Ny Mølle blev solgt, og klubbens æra som kro- landbrugs- skov- og baneejer var slut. Visionerne havde været gode, men tendenserne i tiden gik imod. Det blev en tid, hvor der generelt kom færre mennesker til motorløb, der var en stagnation i tilgangen af nye kørere til motorcykelløb, mens bilismen gik frem og gav de nye klubber her fremgang.

Ejvind Hansen var uden at vide det med til, hvad der skulle blive banens sidste løb. Det lakkede også mod enden med hans egen karriere, og ved dette stævne kæmpede han forgæves mod opkomlingen Palle Høst, der vandt dette løb foran Jacob Lynegaard, mens han selv blev nr. 3.

Jimmy Smed vandt juniorklassen foran Ole Kilden og Jørgen Petersen,Horsens.

Ynglingeklassen 175cc var igen på programmet. Her fik Jens Bakmann Skovsen sin debut med en fin 2. plads efter Ole Sørensen, Hillerød. Carsten Brædder måtte denne gang nøjes med 4. pladsen.