07-10-1951

Det første motorsportsstævne på Ny Mølle var rent nationalt, hovedvægten var lagt på 500cc solo klassen, hvor der først blev kørt to indledende heat. Ejvind Hansen og Knud Nielsen vandt hvert sit løb. I finalen over 25 omgange blev der en drabelig dyst mellem de to, der endte med at Knud Nielsen sejrede. Sejren blev forholdsvis stor, da Ejvind Hansen fejlede mod slutningen, men dog blev klart toer. Gunnar Due, Køge kom ind på 3. pladsen.

En sidevognsklasse blev vundet af Kresten Krestensen foran Ejvind “Gamle” Kåsgård. Carlo Sejer Jensen, der jo ellers var bedst kendt som sidevognskører, var i dagens anledning sadlet om til letvægtsklassen, som han vandt.

Stævnet var pænt besøgt, et sted mellem 5000 til 7-8000 tilskuere er nævnt, men trods det, var økonomien i stævnet sådan, at det gav et pænt underskud på omkring 3000 kr.