15-10-1950

Efter et par års pause blev der igen kaldt til løb på Aarhus Stadion i 1950. Stævnet havde ikke helt så flotte navne som i 1947, men havde dog et fint internationalt tilsnit. Man havde også tegnet kontrakt med legendariske Morian Hansen, men han var nok ovre sine bedste år, så han kom til at skuffe fælt.

Den gamle stjerne Bent Jensen, der triumferede i 1946 og 1947, så man ikke noget til denne gang. Der havde været en del rumlen i krogene i Aarhus Motor Klub gennem et stykke tid, og det havde ført til, at der i løbet af 1950 var stiftet en ny klub i Aarhus. Den nye klub fik navnet Sports Motor Klubben Århus, og de ledende kræfter blev “Kaptajnen” Arne Jensen, Robert Berke Jørgensen og Bent Jensen som alle før havde spillet en stor rolle i Aarhus Motor Klub, så her finder vi nok årsagen til Bent Jensens fravær.

Stævnet, der blev overværet af 10.500 tilskuere, blev sportsligt ret dårligt, men havde selvfølgelig alligevel sine højdepunkter. Vanen tro blev der indledt med rekordforsøg, men det lykkedes hverken for Morian Hansen eller Knud Nielsen at trykke de bestående rekorder. Expertklassen var delt i to indledningsvist. Her vandt Orla Knudsen den nationale klasse, mens nordmanden Edwin Frederiksen vandt den internationale. Til sidst dystede de 5 hurtigste fra disse to klasser om Aarhus Motor Klubs Ærespokal, og den blev vundet af Orla Knudsen.

Som noget nyt var der en 350cc standard klasse på programmet, og her vandt Ib Nielsen, Skive foran Jens Nielsen, Silkeborg.

Knud Nielsen havde ingen heldig dag i standardklassen 500cc, men det havde til gengæld Ernst Østerlund, Silkeborg, der blev den fortjente vinder af en flot pokal “Bramec” pokalen udsat af fa. Nielsen,Laursen,Brandt.

Der var ingen sidevognsklasse på programmet på den smalle bane, men Carlo Sejer Jensen gav en opvisning med sin HRD.