18-07-1937

Det andet rodeo på Rathlousdal gods blev afholdt 18. juli 1937, hvilket viste sig at blive en dag med strålende sol og sommer. Mange folk var taget til stranden, men der var alligevel mødt 6-700 tilskuere kl. 14, da deltagerne vendte tilbage til pladsen foran godset efter at være kørt en tur gennem Odder By fro at reklamere for stævnet.

Mange spændende forhindringer var stillet op på pladsen, og ind imellem konkurrencerne gav kørerne forskellige opvisninger.

Da konkurrencen var ovre, var resultatet blevet:
Nr. 1 Heiberg Andersen, Silkeborg, BSA
Nr. 2 Carlo Sejer Jensen, Aarhus, BMW
Nr. 3 Hans Dalsgaard, Vejle, BSA
Nr. 4 Erling Pedersen, Aarhus, BSA
En speciel præmie for dagens komiske deltager gik til Schiødt, Vejle

Om aftenen var der præmieuddeling ved fælleskaffebordet, der samlede 200 deltagere. De udenbys deltagere udgjorde 85% af selskabet, og deres deltagelse bidrog stærkt til, at stemningen steg stærkt under kaffebordet.

Efter kaffebordet var der bålfest i slotsparken med tale og sang, og derefter blev der danset i Danmarks største dansetelt. “Stemningen var over kogepunktet” – citat fra forhandlingsprotokollen.