13-10-1946

Det første motorsportsstævne på Aarhus Stadion blev afholdt 13-10-1946. Det var det første år efter krigen, hvor der rigtigt blev kørt motorløb. Stævnet blev overværet af 13-14.000 tilskuere.

Stævnet var rent nationalt, og som man oftest gjorde dengang, indledte man med banerekordforsøg. Først i expertklassen, hvor Bent Jensen blev noteret for 1,26,3, men straks efter blev overgået af sin bror Svend, der fik rekorden med tiden 1,26,2. I standardklassen blev det Knud Nielsen, der fik rekorden med tiden 1,30,3.

Dagens vindere blev Bent Jensen, der vandt Århus By´s Grand Prix i expertklassen, Knud Nielsen vandt Marselisborgpokalen i standardklassen, mens Orla Knudsen sejrede i et såkaldt Crack-race (flyvende start) foran Bent Jensen. Et handicapløb, der også var meget populært dengang blev vundet af Carlo Sejer Jensen, der for en gangs skyld kørte sin Triumph som solocykel.