Speedway blev i Danmark  gradvist et begreb efter engelsk mønster i efterkrigsårene. Før krigen omtalte man løbene som Dirt Track. I 1952 blev det første DM i Speedway afholdt på Odense Stadion med den populære Leif Bech fra København som den første mester. AMK havde en enkelt deltager i dette første DM, nemlig Axel Müller, der sluttede på en beskeden 14. plads. Han gik dog hurtigt frem og blev en af landets bedste kørere med en 2. plads efter Arne Pander i 1956 som bedste resultat.

Samme Axel Müller var vor bedste speedwaykører i 1950´erne og var også selvskreven til at deltage for “Jyderne”, da man prøvede at starte en dansk holdturnering op i disse år. Den kørte i nogle år, men blev vel aldrig den helt store succes.

Anderledes gik det, da man i 1967 igen startede en dansk holdturnering op. Tiderne var da med projektet. Den tjekkiske speedwaycykel ESO, der senere fik navneforandring til JAWA, kom til Danmark og slog på kort tid den ellers enerådende engelske JAP af banen. ESO´en var billig, det var en komplet færdig maskine, hvor JAP udelukkende var en motorfabrikant, hvorfor der skulle tilkøbes eller fabrikeres et stel. Den mest populære stelleverandør var Rotrax, et engelsk fabrikat. I forhold til JAP, der krævede en meget dygtig mekaniker at holde i gang, var ESO´en utrolig driftsikker, let at servicere og billig at vedligeholde.

Den næste store faktor, der blev medvirkende til den nye holdturnerings succes, var Ole Olsens store og hurtige fremgang på verdensscenen i speedway. Den store publicity, som det gav i Danmark, forårsagede en enorm tilgang af kørere til klubberne, så flere og flere kunne stille hold.

AMK var ikke med i første omgang i den nye turnering. Vi havde ganske vist fået mange kørere til baneløb fra midt i 60´erne, men de interesserede sig først og fremmest for standardløb på de engelske mærker, som BSA og Triumph. Interessen for disse standardløb døde dog meget ud i disse år, hvorimod speedway gik enormt frem. Denne ændring smittede efterhånden også af i AMK, så til sæsonen 1970 kunne vi for første gang stille et hold til Danmarksturneringen nemlig Piraterne, som fik en levetid på 12 sæsoner. I 1972 stillede vi endnu et hold Pythonerne, der overlevede Piraterne, men måtte lukkes efter sæsonen 1985 og 14 sæsoner.

Hvordan det nærmere gik disse hold er omtalt i underafsnit til dette kapitel.