28-05-1967
AMK og Herning Motor Sport prøvede at følge successen op fra 1965 ved at køre endnu en EM-kval. match i specialklassen. Forarbejdet og afviklingen har måske ikke været det bedste. I hvert fald kom løbet til at give et dundrende underskud, hvad der vistnok ikke var sket i Skive før. Måske har annonceringen ikke været tilstrækkelig, men Elmstrøm Larsen fremfører i sit indlæg i Motorbladet at billetkontrollørerne ikke var på plads tids nok, så måske 500 mennesker blev gratister.
Sportslig blev det udmærket. Timo Laine vandt foran Kurt W. Petersen og Matti Olin. Som tidligere gik de 6 bedste videre til EM-finalen, og denne gang formåede ingen andre danskere at følge Kurt W. til finalestævnet senere på året.
En senior sidevognsklasse manglede lidt spænding for en sjælden gangs skyld, her vandt Verner Poulsen/Jørn Åmann.
Hans Jørgen Svendsen/Alex Hasager havde kæmpet hårdt hele året for en sejr i junior sidevognsklassen. Denne gang lykkedes det i et virkeligt hårdt og spændende opgør.
Der var arrangeret en bykamp i junior 500 sport mellem AMK og Herning, men Århus-holdet var alt for velkørende til, at det blev spændende.
Roy Boesen, Frederikshavn vandt en bilklasse.