Hammel Speed-cross
Hammel by har i mange år holdt et årligt hestemarked udbygget med mange forskellige aktiviteter. I 1977 havde et af vore medlemmer, Villy Jørgensen, fået lavet en aftale med arrangørerne om, at et af indslagene skulle være et lille hurtigt Speed-cross stævne. Forskellige aftaler blev indgået, bl.a. skulle Hammel Hestemarked stå for at indhente Polititilladelsen. I klubben rykkede vi kraftigt for denne tilladelse, men fik alle mulige søforklaringer. De påstod også til sidst, at nu havde de tilladelsen, men den og den havde ikke lige tid til at hente den. Det trak så længe ud, at vi nåede selve stævnedagen uden at vi havde fået tilladelsen. Dommer var Arnold Thorsted fra Hammerum, og han fik omsider den indrømmelse, at de ikke havde nogen tilladelse. Han trak i trådene, fik kontaktet Politiet og DMU, så tingene faldt på plads så stævnet kunne køres. Det blev et fint lille stævne, men der blev aldrig talt om gentagelse ved fremtidige hestemarkeder.