Klubmesterskab B-trial
Som beskrevet i intro til klubmesterskaber blev de to første klubmesterskaber, hvor der indgik stiltrial ( senere omdøbt til bedømt trial ) afholdt i 1969 og 1970. Der blev afholdt to afd. stiltrial og to afd. hastighedstrial pr. år, der så talte til et samlet trials-mesterskab. Hastighedstrial blev jo kørt på crossere, så det var også dem, der blev brugt til stiltrials afdelinger. Efter opstarten med stiltrial i 1969 fik vi mod på mere, og da vi så fik lejlighed til at benytte Vester Eng fra 1970, arrangerede vi et “Kom og prøv” stiltrial i marts. Man kunne blot møde op denne dag og låne en cykel, hvis man ikke selv havde en. Fra denne dag er bevaret nedenstående fine billedserie.
Fra 1971 blev klubmesterskabet opdelt, så der blev afholdt et mesterskab i både stiltrial og H-trial. I stiltrial blev mesterskabet afholdt over fire afd. på Vester Eng, som også var det foretrukne sted i 1972 med 3 afd. ud af 4. Nedenfor et par enkelte billeder fra Vester Eng 1971 og 1972.
Ole Hald var den første i klubben, der anskaffede sig en rigtig trials-cykel en Bultaco Sherpa, men sidst på året 1972 havde importøren Carl Andersen fået et parti Ossa trials-cykler hjem. Jørgen Petersen fik en af de første, men da det første klubmesterskabsløb i 1973 blev afholdt i grusgraven i Ormslev i januar kunne mønstres hele 4 stk. Ossa, som det fremgår af nedenstående billede.
I de følgende mange år blev klubmesterskabet afholdt over fire årlige afdelinger, men i en hel del af årene blev der kørt mange klubløb ved siden af i form af f. eks. en forårsturnering eller forskellige sponsortrials, der kunne være enkeltstående eller i en serie.
Fra omkring 1978 begyndte betegnelsen Bedømt trial at vinde indpas, og det skal også nævnes, at hvor der i starten blot blev konkurreret i en klasse, blev deltagerne senere delt op, så der f. eks. blev kørt en klasse for stilcykler og en klasse for cross-cykler. Senere, hvor der udelukkende var trials-cykler, blev der opdelt efter forskellige niveauer.
I oversigtsskemaet nederst på siden er udelukkende bragt resultater fra den til enhver tid fineste klasse. Hvis man ønsker at grave i andre klasse-resultater, er der gode chancer for at finde det ønskede under rubrikken klubblade.
Klubmesterskaberne kørte godt i mange år op til midt i halvfemserne. Her kom der krise med for få deltagere, så en del år blev mesterskabet derfor ikke afholdt. Først i det nye årtusinde fik vores trialsudvalg med Jens Jørgen i spidsen skabt en god relation til Ole Kristensen og folkene omkring ham i Vejrumbro. Det gav et vældigt boost, hvor kvaliteten på kørerne blev hævet enormt i kraft af Oles ihærdige arbejde, der også var specielt rettet mod unge kørere. Klubmesterskabet blev genindført og blev afviklet i hvert fald frem til 2006, hvor klubbladsreferaterne ophører med at være konstante i takt med Jens Jørgens fremadskridende sygdom og manglende opbakning til hans arbejde omkring klubbladet.
Oversigtsskemaer med klubmesterskaber. Bemærk også, at der kan aflæses, de mange forskellige lokaliteter, hvor klubmesterskabet er blevet afholdt. Betegnelsen Ormslev dækker over to forskellige lokaliteter, hvoraf den første ophørte omkring 1974. I de seneste år af klubmesterskabet har det åbenbart somme tider været afholdt som åbent for andre klubbers kørere.
De bestående udvalg i klubben lavede ofte sæsonplaner, som blev bekendtgjort i klubbladet og ved omdeling af skrivelser som den nedenfor fra 1984. Det var dog sjældent, at sæsonplanerne holdt. Man måtte vige for andre mere betydende arrangementer, og adgangen til at benytte de forskellige arealer spillede naturligvis også ind.
Billedserie fra forskellige klubmesterskaber 1979 til 1994.
Fra 2002 var Jens Jørgen flittig med digitalkameraet ved mange klubmesterskabstrials. Nedenfor et udvalg af billeder fra hans efterladte arkiv dækkende årene 2002-03-04-05.
Sabro 12. okt. 2002 KM1
Bering 23. nov. 2002 KM2
Bering 18. jan. 2003 KM3
Sabro 1. marts 2003 KM1
Ormslev 26. april 2003 KM2
Bering 21. febr. 2004 KM3
Sabro 17. april 2004 KM2
Bering 30. jan. 2005 KM6
Vejrumbro 22. april 2005 KM1
Dall 10. sept. 2005 KM3
Tandskov 8. okt. 2005 KM4