31-07-1949

Aarhus Motor Klub havde til dette stævne fået overdraget at afvikle JM på jordbane. Hem Odde var nu normalt i god stand, når man skulle afvikle stævner, og man havde opnået en god rutine i afviklingen. Denne gang indførte man hele to nye ting, nemlig start med elektrisk udløsning af startsnoren og at kørerne blev forsynet med farvede hjelmovertræk til hvert heat.

Desværre var publikumsinteressen for nedadgående, så selvom det var JM mødte kun ca. 5000 tilskuere frem.

Klubbens to bedste kørere i den store standardklasse Niels Blumensaadt og Knud Nielsen havde en drabelig dyst. Blumensaadt lå til at vinde JM, men styrtede, så Knud Nielsen genvandt sit JM fra året før. Blumensaadt fik revanche i en ønskematch mellem de to senere på dagen. Denne standardklasse var jo normalt begrænset til 500cc, men til dette JM hed det faktisk max. 750cc. Det var noget man tit gjorde på den tid for at tækkes Nimbuskørerne.

Kresten Krestensen vandt JM i den lille sidevognsklasse. I den store sidevognsklasse havde flere kørere nu anskaffet sig en HRD, og her dystede AMK´s Carlo Sejer og Thorkild Sørensen på de store engelske maskiner. Denne gang var det Thorkild Sørensen, der trak det længste strå og blev vinder af JM.