Carls Nissetrial

I 1970 købte Carl Andersen gården Vester Eng ved Høver. Den ligger utroligt naturskønt i et dejligt terræn, som Carl straks så nogle muligheder i med henblik på at køre trials. Det blev til, at han inviterede klubben til at komme og køre et stævne ind under jul i 1971. Hovederne blev lagt i blød og et koncept blev udtænkt. Dette koncept blev så godt taget imod, at det blev en af de største successer i klubbens historie.

Fra 1971 blev løbet kørt i en uafbrudt årrække til og med 2012. Dog måtte man to gange aflyse, i 1973 på grund af oliekrisen og i 1979 på grund af for kraftigt snevejr, men 40 gange blev det altså kørt.

Vi er Carl og Tove megen tak skyldig for den store gæstfrihed, de har udvist i alle disse år. Det har ikke været uden gene for dem. Terrænet omkring gården blev normalt meget opkørt, så der forestod lidt af en reetablering hvert år for Carl. De sidste par år var der ikke mange af klubbens kernemedlemmer, der deltog i løbet, så i god harmoni med Carl og Tove besluttedes det at indstille løbet efter 2012.

Tilbage til konceptet. Ideen blev at køre efter Scott-trial konceptet, det engelske løb, som de i Fyens Motor Sport havde efterlignet i en del år fra 1963. Dette løb skulle og kunne dog kun køres i et miniformat, men ideen var den samme, et hastighedstrial med indlagte bedømte sektioner efter stiltrialreglementet. Hurtigste mand fik 0 strafpoint, de efterfølgende 1 strafpoint for hvert påbegyndte halve minut de var langsommere.

Hovedpræmieringen gik så til den kører med det laveste antal strafpoint for hastighedsdelen og den bedømte del lagt sammen. I hovedpræmieringen var der normalt 5 præmier. Hertil kom en præmie for hurtigste sammenlagte tid for de to gangex2 omgange  baneforløbet skulle gennemkøres samt til bedste mand i de bedømte sektioner. Normalt har disse to præmier været 1 flaske vin eller lignende naturalier. Med tiden kom der små tillæg som en præmie til bedste fighter, som blev udpeget af bedømmerne. Desuden præmie i ekstra klasser som Classic og Mini. I de senere år, dog ikke de allersidste, blev der også kørt med  Quad maskiner, som dog kun kørte efter hurtigste tider, da de jo i sagens natur ikke kunne bedømmes for jordberøring m.v.  som mc-kørerne.

Efter strabadserne samledes man i længerne til Carls gård, og når resultaterne var udregnet bød klubben på glögg, wienerbrød og brunkager, mens Carl i mange år har spenderet klejner fra hans favoritbager. Glöggen blev fremstillet i Toves køkken.

Under julehyggen, hvor der tit dukkede gamle medlemmer op, som man ikke havde hilst på i årevis, blev der så uddelt præmier og Carl og Tove blev hyldet for deres store gæstfrihed.

I de første år blev løbet kørt både i skovene vest og øst for gården og selvfølgelig på markerne, der forbandt de to skovstrækninger. Det viste sig dog ret umuligt at finde ud af lodsejerforholdene i den østlige skov, så det blev opgivet at køre her for ikke at genere nogen unødigt. Herefter blev der udelukkende kørt på Carls egne jorder, og de blev da også større, da Carl på et tidspunkt også købte nabogården.

Fra starten troede vi, at vi skulle afvikle et lille let og overkommeligt juleløb for derefter at gå til julehyggen med glögg og wienerbrød. Det viste sig dog hurtigt, at Carls terræn bød på en del genvordigheder, så gennem årene har der været stort mandefald selvfølgelig meget afhængigt af vejret op til og under løbet.

Nedenfor billeder fortrinsvis fra Kim Kjærs arkiv fra nogle af de tidligere år, ellers henvises til det omfattende arkiv fra 1998 og frem under fanebladet Billeder.

Nedenfor er vist annoncering og omtale med resultat af de første to Carls Nissetrial i 1971 og 72. Hvert år herefter blev det gjort på lignende vis, dog til sidst med lidt svigt i 2008.

Billeder fra 1998 – Jens Jørgens arkiv.

Billeder fra 1999 – Jens Jørgens arkiv.

 

Billeder fra 1999, som JJJ har fået af Henning Brønd.

 

Billeder fra år 2000. JJJ arkiv.

Billeder fra år 2000. JJJ arkiv. Julehygge og præmieuddeling

Billeder fra år 2001. JJJ arkiv.

Billeder fra år 2001. JJJ arkiv. Julehygge og præmieuddeling.

Billeder fra år 2002. JJJ arkiv.

Billeder fra år 2003. JJJ arkiv.

Billeder fra år 2003. JJJ arkiv. Julehygge og præmieuddeling.

Billeder fra år 2004. JJJ arkiv.

Billeder fra år 2004 fortsat.

Billeder fra år 2004. JJJ arkiv. Julehygge og præmieuddeling.

Billeder fra år 2005. JJJ arkiv.

Billeder fra år 2005 fortsat.

Billeder fra år 2005. JJJ arkiv. Julehygge og præmieuddeling.

Billeder fra år 2006. JJJ arkiv.

Billeder fra år 2006. JJJ arkiv. Julehygge og præmieuddeling.

Billeder fra 2007 mangler i JJJ arkiv.

Billeder fra år 2008. JJJ benævner filen Østberg, som muligvis er navnet på en donor til de fleste af billederne.

Billeder fra år 2009, som JJJ anvendte i klubblad nr. 1 2010.

Jens Jørgen Jørgensen var igennem alle årene en stor drivkraft bag gennemførelsen af Carls Nissetrial, og bl.a. gik han op i hvert år til løbet at ophænge lister på Carls vægge med løbets vindere igennem tiden. I 2011 var JJJ meget mærket af sin sygdom, men da han opdagede, at der ikke var nogen, der tog initiativ til at afholde løbet, tog han affære for sidste gang og mobiliserede de nødvendige folk til at afvikle løbet.

Nedenstående er vist den vinderstatistik over løbet, som han har udarbejdet og opdateret hvert år. I 2012 kørte vi løbet for sidste gang og opdaterede herefter listen.

Download the PDF file .

Quad klassen er ikke med på JJJ´s vinderstatistik. Jeg tror ikke, at han var nogen varm tilhænger af, at klassen kom med i Carls Nissetrial. Der var delte meninger om klassen i denne forbindelse, men under alle omstændigheder kom den jo til at præge løbet markant i en del år fra år 2000, da den var med første gang. I år 2002 var der ikke Quad deltagelse, men ellers var de med frem til og med 2009. I de første år kørte de som 1 klasse, men senere blev der opdelt i Mini og Maxi efter motorstørrelse. De sidste 3 år var der ikke Quads med i arrangementet for at skåne terrænet lidt.

På baggrund af klubblade har jeg udarbejdet denne vinderliste for Quads:

Download the PDF file .

Jens Jørgen var meget omhyggelig med sine forberedelser. Han brugte nedenstående køreplan, som hvert år blev opdateret.

Download the PDF file .

Knud Møller, vores computerspecialist, udviklede på et tidspunkt et specielt program til beregning af resultaterne i Nissetrial. Programmet omfattede også udskrivning af diverse lister efter afslutning af tilmeldingen, der altid skete på afviklingsdagen.

De udskrevne lister omfattede en deltagerliste, hvor der er påført starttidspunkt for de to gennemkørsler. Listeføreren skulle så påføre måltiderne, der herefter blev indlæst på computer.

Der blev også udskrevet lister til bedømmerne, der var som regel 3 eller 4. De skulle så anføre pointene, og først når sidste mand havde været igennem kunne listerne afleveres til indlæsning.

Nedenfor er vist listerne fra det sidste løb i 2012. Først deltagerlisten til at anføre tider, dernæst bedømmernes lister, hvoraf der var tre i 2012. Bemærk at hver sektion er navngivet Grusgraven-Andedam-Bækken. Sektionen Carls Bro blev ikke anvendt i 2012.

Når computeren var blevet fodret kunne programmet udregne resultaterne og resultatet kunne udskrives som vist nedenfor for 2012:

Jens Jørgen lavede disse lister, som blev hængt op på væggen i Carls værksted. Der er oversigtslister fra 1971 til 1990 samt komplette resultatlister 1991 og 1992.