Carsten Jørgensen fik i 1967 ansættelse hos Carl Andersen, hvor han arbejdede på lageret og som ekspedient i den ekspanderende forretning, der netop da havde fået importen af Kawasaki efter et skuffende exit fra Yamaha. Carsten kom fra Grenå, hvor han var udlært reservedelsekspedient hos VW. Han var en del af motormiljøet i Grenå, og havde også kørt lidt i den daværende Djursland Motor Klub. Hele sin tid hos Carl blev han boende i Grenå og pendlede frem og tilbage hver dag.

Da Carsten kom til Carl blev han meldt ind AMK, der netop fra 1967 fik gang i en masse nye aktiviteter for at fremme klublivet. Hvidstenbanen blev det år DMU-godkendt, og da de første klubmesterskaber på bane blev kørt i efteråret, var Carsten med og sikrede sig titlen i 250cc klassen på den nye Kawasaki-crosser, som Carl netop havde fået hjem. Året efter blev han klubmester i hastighedstrial, og da det første klubmesterskab i stiltrial blev kørt i 1969, var han blandt pionererne. I 1970 prøvede han sit talent af på Road-race, og samme år var han også pioner, da det første klubmesterskab i moto-cross løb af stablen.

I 1972 købte han sig en speedway-cykel. Han viste igen sit alsidige talent og kom på AMK´s 1. divisionshold Piraterne og var med til at sikre 3. pladsen i årets DM-serie.

På landsplan blev hans helt store meriter, at han to gange vandt DM-titlen på langbane i 250cc klassen, og at han også tegnede sig for flere 1. pladser i Guldbarreløbene.

Carsten blev født i 1945, og det var derfor et stort chok, da han i 1980 blev ramt af en hjertesygdom og døde 31. august – kun 35 år gammel.

Carsten opnåede følgende podieplaceringer i DM:

1969 DM 1000m Skive       Nr. 1     250cc sport
1970 DM 1000m Skive       Nr. 2     250cc sport
1972 DM Holdspeedway   Nr. 3     1. division med Piraterne ( J.E.Krause-Kjær, Mogens Dam, Kurt Thomsen, Harry Rask, Carsten Jørgensen ).
1973 DM 1000m Ålborg    Nr. 1      250cc sport

Som beskrevet i intro kom Carsten til Carl Andersen i 1967. Carl var netop blevet Kawasaki importør og satsede selvfølgelig også på motorsporten af interesse og i reklameøjemed. Han tog to modeller hjem, en road racer og en crosser. Han tog motoren ud af road-raceren, og den blev lagt ind i et jordbanestel bygget efter Carls ideer. Finn Pauli Thomsen, Silkeborg kørte den og vandt DM på 1000m i både 1967 og 1968. Carsten brugte crossversionen i nogle år til både baneløb, hastighedstrial, stiltrial og selvfølgelig cross. Han vandt på den flere klubmesterskaber på bane og i hastighedstrial.

Nedenfor er vist brochurebladene på de to Kawasaki-racere:

Som sagt var Carsten jo allerede motorinteresseret, inden han kom til Carl, og nedenfor ses han studere på John Steffensens/Ole Møllers sidevognsracer til løbet på Ring Djursland i 1966.

Download the PDF file .

I 1969 stillede Finn Pauli og Carsten begge op i Guldbarreløbet. Finn Pauli skulle som vanligt køre den skrappe 2-cylindrede, som efterhånden fik tilnavnet “Hjuldamperen” på grund af de enorme luftfiltre på hver side af motoren. Carsten skulle køre på crosseren. Der skete så det, at løbsledelsen udelukkede Finn Pauli fra løbet for at have trænet uden hjelm. I Kawasaki-lejren blev det så besluttet, at Carsten skulle prøve at køre “Hjuldamperen”. Det gik rigtigt fint, Carsten tog starterne, men cyklen havde tendens til at drukne sig, så han måtte nøjes med 2. og 5. pladsen i de to første heat. Til det sidste heat var fejlen rettet, og han vandt sikkert, men måtte så samlet lade sig nøje med 2. pladsen.

Op til DM i 1969 blev Finn Pauli ramt af blindtarmsbetændelse, så han nåede ikke at blive klar. Det var så Carstens store chance, han overtog igen “Hjuldamperen” og kørte den til sejr. Han vandt dermed sit første DM. Nedenfor nogle billeder fra 1969 sæsonen, først en stribe fra DM, dernæst en stribe fra Guldbarreløbet og DM i Løvel:

Karrieren igennem var Carsten en flittig deltager i klubløbene og fra 1970 findes der nogle billeder, hvor han deltager i både trials, baneløb og cross.

Fra 1970 skal også nævnes, at han vandt Guldbarreløbet i 250cc klassen og i DM Skive blev nr. 2 efter Henning Thomadsen på Yamaha.

Den alsidige kører Carsten lånte i foråret Poul Jensens Gold Star og blev nr. 3 i 500cc klassen på Fangel. Efter jordbanesæsonen pillede han “Hjuldampermotoren” ud af stellet og satte det tilbage i sit rigtige RR-stel og kørte en træning på Ring Djursland i oktober.

RRKV afholdt sit forårsarrangement med klubmesterskab på Zandwoortbanen i Holland i 1971. Carsten drog af sted med sin Kawasaki roadracer til arrangementet og formåede efter en heftig fight at slå Claus Tarum, der var et af tidens hotte navne. Det var et bevis på, at han også havde et stort talent for Road-race. Han stillede faktisk også op til 1. afd. af DM, men fik ikke noget ud af det, da cyklen voldte knuder.

Guldbarreløbet 1971 havde ingen 250cc klasse, men Carsten stillede op i 500cc og blev nr. 3. Steen Normann mener, at han kørte på “Hjuldamperen”, der til lejligheden var pumpet op til 350cc med nogle specielle cylindre modificeret ved Erik Vestervig. Til DM i Skive blev det ingen medaljer, da cyklen voldte problemer.

Nedenfor først et par billeder fra Ring Djursland træningen i oktober, dernæst en stribe med klubløbsbilleder fra 1970 og en fra 1971 sæsonen.

Nedenfor et billede fra præmieuddelingen efter RRKV´s klubmesterskab på Zaandvoort. Carsten til venstre, mens Claus Tarum til højre står med dagens høst af pokaler fra placeringer i tre klasser.

Download the PDF file .

I 1972 satsede Carsten på at prøve at køre speedway. AMK´s hold Piraterne var rykket op i 1. division og i stedet for som hidtil at køre 2- holds matcher med 7 mand, skulle der nu køres 4-holds matcher med 5 mand. Konkurrencen i hver match blev derved skærpet betydeligt. Carsten blev optaget på Pirat-holdet og kørte en god sæson, hvor han var med til at sikre 3. pladsen i årets 1. division. Selvom han havde klaret sig rimeligt godt valgte Carsten dog at droppe speedway efter kun denne ene sæson. Nedenfor et billede af Piraterne 1972:

I 1972 kørte Carsten også Guldbarreløbet i 500cc klassen. Han kørte på den 250cc Yamaha, som Henning Thomadsen blev Danmarksmester på i 1970, og hvor Franz Kroon havde en finger med i spillet. Det lykkedes ham at blive nr. 3 .

DM blev ikke kørt det år på grund af for få tilmeldinger i både 250cc og 500cc sports klasserne.

Til klubløbene brugte Carsten omkring 1971 en AJS Villiers til cross og hastighedstrials. Carl Andersen havde jo Norton importen, og da selskabet i England blev til Norton-Villiers Group, fik Carl denne maskine på programmet. Den havde dog en del børnesygdomme, som aldrig rigtig blev løst, så cyklen opnåede begrænset succes, selvom det var en nydelig cykel. Anderledes succes fik Carl med det spanske mærke Ossa, som blev importeret både som crosser og stiltrial cykel. Det var dog specielt stiltrial cyklen, der fik enorm succes. Nedenfor et par billeder med disse cykler:

I 1973 blev det til et nyt DM på “Hjuldamperen.” DM blev det år kørt i Ålborg, og Carsten havde en hård fight med Poul J. Larsen, Ålborg på en hurtig Yamaha. I den sidste ende løb Carsten med sejren, da Poul Larsen blev ramt af en punktering, der kostede nogle dyrebare point. I årets Guldbarreløb kørte Carsten endnu en gang i 500cc sport og blev nr. 3. I følge programmet skulle han have kørt BSA. I 1974 blev DM aflyst og i Guldbarreløbet lykkedes det Carsten at vinde 500 cc sportsklassen og igen skulle det i følge programmet have været på BSA. Nedenfor billeder fra DM 1973 og Guldbarreløbet 1974:

Efter 1974 kørte Carsten mest nogle klubløb, specielt var han deltager i Carls Nissetrial, som han senest nåede at køre i 1978, da løbet i 1979 blev aflyst på grund af kraftigt snefald.

Carsten rejste fra Carl Andersen i 1976. Derefter var han i et par år bilsælger hos Ford i Grenå og fik senere ansættelse hos Vagn Stevnshoved, hvor han var til sin pludselige død.

Carstens søn Peter har også evner udi motorsporten, og i 2012 blev han dansk mester i Classic 350cc.