En af Aarhus Motor Klubs navnkundige medlemmer hed Knud Skovgaard. Han var en meget stor klubentusiast og gjorde meget godt for AMK. Desværre havde han et problem med de våde varer, og han kunne blive overordentlig ubehagelig, når det gik værst til. I dec. 1951 skulle Skovgaard deltage i et klubtrial på Ny Mølle på sin fine 350cc Gold Star, men han var kommet i godt lag i krostuen og satte så den unge Carl Andersen til at varme cyklen op. Carl har fortalt, at det endte med, at cyklen blev rødglødende, for Skovgaard kom ikke ud. Til slut kom han dog, han havde taget en nok klog beslutning og beordrede Carl til at køre på hans cykel. Kør – sagde han til Carl – startpengene er betalt, og på den måde fik Carl sin debut.

Som nævnt i introen kom Carl ud for et meget alvorligt trafikuheld i 1952. Skæbnen ville, at han kom til at ligge på samme sygestue som sin læremester Knud Nielsen, der havde brækket benet ved et moto-cross i Esbjerg. Nedenfor først et billede af Carl som ivrig tilskuer ved præmieoverrækkelsen efter løbet på Ny Mølle skærtorsdag 1952. Derefter en klubbladsartikel om de to tilskadekomne klubkammerater.

Efter det store uheld kom Carl til at køre igen i 1953. Han havde købt en tysk maskine med navnet U.T., der var forsynet med en Ilo motor. På den vandt han letvægtsklassen ved moto-cross løbet på Ny Mølle i august. Han brugte også maskinen i starten af 1954 til isbaneløbet på Brabrand Sø, og han blev efterhånden omtalt i klubben som Carl U.T. At dette navn har hængt godt ved, kan ses af den autograf, som jeg fik af Carl i 1958. I løbet af året 1954 blev U.T.´en skiftet ud til fordel for en Maico, som han brugte i nogle år.

I 1955 var Carl med i et moto-cross løb på Volk Mølle-banen i maj. Her fangede en af avisernes fotografer ham i en dramatisk situation. Det kom der et godt billede ud af til avisen, og Randers-klubben synes også, at det var så godt, at det kom til at både at pryde plakaten til årets helt store begivenhed MCdN i august og klubbens  programforsider for Volk Mølle løbene et par år.

I 1957 foreslog Gunnar Williams Carl, at han skulle begynde at køre sidevognsløb, og sådan blev det. Gunnar hoppede i sidevognen hos Carl, der kørte junior, men tit dobbeltjobbede han, idet han også var sidevognsmand hos Harry Pedersen i seniorklassen. Carl og Gunnar vandt alle de jordbaneløb, de stillede op i, så da det blev tid til JM på Løvel, fik Carl lov til at stille op her i seniorklassen. Så kunne Gunnar ikke mere dobbeltjobbe, han kørte jo fast med Harry Pedersen, så Carl fik i stedet Harry B. Andersen (Putimut) i sidevognen. Carl/Putimut var herefter så ubeskedne, at de slog Harry/Gunnar og vandt JM.

Harry Pedersen stoppede karrieren efter sæsonen 1957, hvorefter Gunnar kom til at køre fast med Carl et par år. Det blev meget succesfulde år, hvor de i 1958 vandt begge JM-sidevognsklasser og blev nr. 3 ved DM 1000m i Odense.

1959 blev endnu mere succesfyldt idet de både vandt et JM i Løvel og begge titler ved DM på Skive Travbane. 1959 var også året, hvor de for første gang forsøgte sig på Roskilde Rings asfalt. Nedenfor for to fotostriber fra henholdsvis 1957-58 og 1959 sæsonen.

I 1960 startede Carl motorcykelværksted op, så tiden til race blev mere knap. Kørt blev der dog, og der blev også skiftet sidevognsmand, idet John Skødt trådte til i stedet for “Smeden”, der synes tiden var inde til at stoppe. Carl og John vandt dette år DM på 1000m i Skive i den lille sidevognsklasse 500cc.

“Smeden” var stoppet ja, men det blev dog alligevel til et par løb mere, da han i sept. 1961 var med Carl på Korskroen og på Århus Travbane, men dermed var det også uigenkaldeligt slut.

I 1962 kom den den unge Carsten Brædder til som ny sidevognsmand, og de fik kæmpesucces på Århus Travbane i maj, hvor de vandt begge mesterskaber i sidevognsklasserne. Carl var blevet Norton importør, så nu kørte han selvfølgelig selv Norton. Tuning af gadecykler var et af hans specialer, og her var en af kunderne Arne Mogensen. Carl havde lavet en rigtig hurtig cykel til Arne, så da det kom til DM, fik Carl lavet en aftale med Arne om et lån af hans cykel. Carl brugte cyklen i den store sidevognsklasse, og den gik fantastisk, så Carl og Carsten vandt en meget overlegen sejr.

I 1962 havde Carl kørt et TT-løb på Nürburgring. Han skulle egentlig have haft Jørn Vincent med som sidevognsmand, men Jørn fik imidlertid kolde fødder overfor opgaven, så Carsten Brædder, der var med på turen måtte træde til i stedet. Der var blot det problem, at han ikke havde noget gyldigt licens. Det lykkedes dog Carl at narre tysken med et andet licens, så ud at køre kom de. De kørte med den høje jordbanecykel, der slet ikke kunne være med, så konkurrenterne kørte både indenom og udenom. Derfor besluttede Carl at bygge en rigtig TT-sidevognsracer i vinteren 1962-63. Det fik han også gjort, så den var klar til sæsonen 1963. Motoren i raceren var fra den Norton Dominator, som han selv havde ejet og kørt på dagligt og på ferieture til Rom og Marseille. Siden var den blevet solgt, men efter en totalskade havde Carl købt vraget, pillet motoren ud og peppet den lidt op, den havde trods alt 140.000 km på klokken på daværende tidspunkt.

Tiden til klargøring af raceren var altid knap på det travle motorcykelværksted, så da han og den nye sidevognsmand Ole Møller samme år skulle af sted på en tur til Mettet i Belgien og videre til Isle of Man var man bagud. Det havde jo Carl været en del i de år, og det er grunden til Henning Elmstrøms ironiske stil i indledningen til nedenstående klubbladsartikel, der ellers glimrende fortæller om den uheldsramte tur.

Carl og Ole var også på Hockenheim og senere på året Avus i Berlin, men heller ikke her gik det heldigt til, idet deres løb blev stoppet på grund af et massestyrt.

Jordbaneløbene blev i 1963 droslet ned til et par stykker, og der skule gå nogle år inden Carl vendte tilbage til denne løbsform.

I 1964 var Carl og Ole på Nürburgring tidligt på året. Senere gik turen atter til Man, som der berettes om nedenfor.

I 1964 var det tid til et nyt besøg på Isle of Man, og denne gang blev det mere succesfyldt, idet Carl og Ole blev nr. 18 og opnåede en bronzereplika. Franz Kroon var også med på denne tur, som det nye blad Motor Revy omtalte i juli nummeret. Allan Terndrup, der var redaktør på dette blad fremskaffede et glimrende billede fra en engelsk fotograf til forsiden. Dette billede er vist nedenfor sammen med Motor Revys omtale og en artikel, som Carls kone Tove skrev til klubbladet. Desuden DMU-bladets omtale.

Carl holdt et par års pause fra motorsporten, mens han havde travlt med at oparbejde firmaet, hvor det bl.a. lykkedes det ham at blive Yamaha importør. I 1967 tænkte han så igen på motorsport og arbejdede med en særlig motorkonstruktion, sammenbygning af 2 stk. Yamaha 250cc motorer, som så skulle indbygges i TT-raceren. Der skulle have været debut med den på Nürburgring i april, men motoren nåede ikke at blive klar. John Steffensens Norton motor blev så bygget i stellet, og John var også udnævnt til ny sidevognsmand. De klarede sig hæderligt, men det var en bitterlig kold oplevelse med sne og slud. Først til et løb i Mettet blev den nye konstruktion klar, men den holdt ikke, da transmissionen mellem de to motorer ikke var stærk nok.

Carls samarbejde med Yamaha var løbet ud i sandet, men han havde i stedet fået kontakt med Kawasaki og var blevet importør for mærket. Pludselig kunne Carl ikke mere huske navnet på sin 4-cylindrede motor, og den blev solgt til Jan Mikkelsen, der vist heller aldrig fik held med projektet.

Carl forlod igen TT-sporten, men han så muligheder i Kawasakis 3-cylindrede 2-takter H1 Mach III på 500cc, som han brugte, da han vendte tilbage til jordbanerne ved DM i Skive i 1969. Her blev han sammen med Ole Møller nr. 2 efter Kurt Larsen.

Kawasaki lavede en komplet TT-racer, som videreudvikling af deres Mach III. Den hed H1R, og i 1970 fik Carl fat i sådan en racer. Han tog motoren ud og byggede den i sidevognsstellet og stillede op med den til årets DM i Skive. Men de mange kræfter ved et højt omdrejningstal var svære at tøjle, så han og Ole styrtede ved et grimt uheld på langsiden. Dette uheld kom også til at involvere klubkammeraterne Hans Jørgen Svendsen og Alex Hasager, der kom lige efter, og Alex var den, der kom værst til skade, idet han brækkede et lårben. Carl selv gik dog ikke ram forbi og måtte på hospitalet for en operation på en brækket skulder.

I 1972 blev der igen eksperimenteret. H1R motoren var blevet lagt tilbage i sit stel umiddelbart efter DM-løbet i 1970, og den komplette cykel blev solgt til en englænder. En standard motor H1 blev forsynet med et H1R tuningskit bestående af cylindre, karburatorer og udstødningsrør og lagt i cyklen. Hans Jørgen og Alex kørte den til Guldbarreløbet i 1972, hvor den viste et godt potentiale. Carl besluttede så selv at køre den til DM i Skive samme år, og som sidevognsmand fik han John Williams. Løbet blev dog ingen succes for dem, da det igen viste sig for vanskeligt at omsætte TT-motorens mange kræfter på en jordbane, og det endte med at motoren satte sig. Dette løb viste sig at blive Carls sidste. Nedenfor et par billeder omkring Kawasaki-racerne.

Carl Andersen kom som beskrevet i introen i lære som motorcykelmekaniker hos Krestensen og Nielsen, faktisk var han firmaets første lærling. Efter læretiden fortsatte han i firmaet som svend, og da Knud Nielsen og Kresten Krestensen efterhånden opsplittede deres firma i selvstændige enheder fortsatte han hos Knud Nielsen indtil 1957.

En lille lønstigningsmanøvre gjorde, at han det år skiftede arbejde til Krestens firma Motordepotet, hvor han så var, indtil han først på året 1960 startede op som selvstændig med værksted på adressen Brendstrupvej 21. Denne adresse havde også været udgangspunkt, da Knud Nielsen startede op. En anden kendt motorsportsprofil i Århus, nemlig Erling Pedersen, havde også værksted her i en del år. Sjovt nok havde ingen af disse firmaer til huse i de samme lokaler, men forskellige steder i den store gård.

I sine år som svend hos Knud og Kresten var det ofte Carl, der stod for klargøring og tuning af deres racere, så den erfaring bragte han selvfølgelig med sig i sit nystartede firma. Han så en niche i tuning af motorcykler til landevejsbrug og fik en god forretning ud af det. Han blev også importør af Norton, og jeg husker, at Carl også leverede motorer og tuning til motorsportskonkurrenter som Jørn P. Mortensen, København og Jørgen Nielsen, Frederikshavn. Udover den spændende side af forretningen med tuning, skulle der jo også smør på brødet, så i de første år blev der også gjort meget i “slavearbejde” med at renovere Nimbus. Carl tog rundt på militærauktioner og købte reservedele, som han dels selv kunne bruge og dels videresælge.

Efter nogle år på Brendstrupvej flyttede Carl til Randersvej 150-152, hvor der først var forretning i et lille gammelt hus ud til gaden og værksted bagved. Det lille hus til gaden blev senere revet ned for at give plads til en stor og flot butik med bagvedliggende kontorer og lager. Aller længst bagud var værkstedet, der også var sammenbygget med lokalerne foran.

Nedenfor er gengivet en artikel i DMU´s blad, der fortæller om opstarten af det nye firma, dernæst forskellige værkstedsbilleder og et et par annoncer fra AMK´s klubblad.

Carl kunne som så mange andre motorinteresserede ikke undgå at bemærke de japanske mærkers indtog på motorcykelmarkedet, og han kastede sin kærlighed på mærket Yamaha. Hvordan det lykkedes ham at blive forhandler og senere importør af dette mærke, har han på udmærket måde fortalt til bladet Bike, der bragte en stort opsat artikel om Carl og hans aktiviteter i et nummer fra 2003. Han fortæller også, hvordan hans kæmpearbejde med at markedsføre og sælge dette mærke i et efter danske forhold stort antal maskiner, blev ødelagt af et storpolitisk spil mellem Yamaha og Toyota. Erla Auto Import, der var dansk Toyota importør, fik overdraget importen af Yamaha, og de kunne ikke engang tilbyde Carl en anstændig forhandleraftale. Carl havde faktisk formået at sælge 255 stk. Yamaha i 1966, der var hans første hele år som forhandler. De 255 stk. var over 10% af de solgte 2060 maskiner i Danmark det år.

Dermed sluttede Carls eventyr med Yamaha, men ikke med japanske motorcykler. Han skrev til Kawasaki, der tog hans henvendelse alvorligt. Der blev skabt kontakt, og det endte lykkeligt med, at Carl blev importør af dette mærke. Han blev behandlet med respekt hos Kawasaki, der på japansk vis viste ham stor ære. Specielt værdsatte de, at Carl var verdens “ældste” Kawasaki importør. Med “ældste” forstås den, der havde importeret mærket længst.

Nedenfor er i første stribe først vist den fine artikel fra Bike i fuld størrelse, dernæst i en mere læsevenlig udgave Carls udtalelser til Bike om tiden med Yamaha og starten på Kawasaki-eventyret.

I næste stribe forskelligt materiale om tiden med Yamaha.

Udover at være importør af motorcykler så Carl også andre muligheder i branchen, og i årenes løb fik han en lang række agenturer, som gav firmaet en god omsætning og var en ballast, når der var dårlige tider for motorcykelsalget. Der var tale om produkter som DID kæder, Motorex olier, Bell hjelme og beklædning, Motomod beklædning og Pirelli dæk for blot at nævne nogle.

På motorcykelimportsiden kom Kawasaki til omkring 1967 og via sin Norton importforbindelse  blev der også importeret nogle AJS moto-cross cykler omkring 1970, da Norton blev til Norton-Villiers Group. Disse AJS cykler var forsynet med Villiers motorer. Det spanske mærke Ossa kom til omkring 1973 med både cross og trials modeller, men specielt trialscyklerne blev populære.

Kawasaki fik senere et meget stærkt brand i moto-cross, og det smittede selvfølgelig af på Carl, der fik et rigtig godt salg af disse cykler. Han stod også bag Søren B. Mortensen i de år, han hjemkørte sine titler på Kawasaki.

Nedenfor i første stribe nogle brochurer for AJS´en og lidt om Ossa og Kawasaki. I næste stribe billeder fra forskellige løb og projekter, som Carl har været involveret i.

Carl beholdt firmaadressen på Randersvej i 25 år, men i 1988 fik han et rigtig godt tilbud fra McDonald, som syntes, at Carls grund egnede sig godt til at opføre et af deres burgerpaladser på. Det blev til en handel, og Carl flyttede til en ret anonym adresse i Galten, hvorfra han drev importforretningen videre efter et lidt andet koncept, hvor der ikke blev lagt an på udstillingslokaler. En af de ting, der havde naget Carl på Randersvej var nemlig utallige indbrud. Han har udtalt til et blad, at der havde været 500 indbrud på de 25 år på adressen, heraf to uger med 5 indbrud i hver.

Hvor McDonald ligger i dag på Randersvej, var altså der, hvor Carl drev sin forretning i 25 år.

I 2004 solgte Carl i en alder af 72 år firmaet til Erik Blacha. Han var i nogle år derefter med i firmaets bestyrelse, men trak sig så helt ud.

Nedenfor først forskellige forretningsbilleder fra tiden på Randersvej, hvor han også havde fornøjelsen at møde kronprinsen på en udstilling i Bella Centeret 2003. Dernæst materiale omkring hans 70 års fødselsdag i 2002 og sluttelig billeder mm omkring salget i 2004.

Trods stor travlhed i sit firma var Carl i et par perioder med i AMK´s bestyrelse, og det var i høj grad ham, der var ankermand for de to første såkaldte Top-Race på Jydsk Væddeløbsbane i 1963 og 1965. Han indførte noget nytænkning omkring reklamering sammen med de unge mennesker i “al-reklame”, som han også benyttede sig af i sit eget firma. Nytænkning var det også, at starte et sidevognsfelt i to rækker, som det skete ved løbet i 1963. Nedenfor programforsiden fra Top-race 1963 og en artikel om Carl inde i programmet.

I 1971 købte Carl en gård ved Høver. Hensigten var først og fremmest at skabe et hjem i dejlige omgivelser til ham og Tove, men da der var en del jord til gården incl. en del skov, så Carl muligheden for at klubben kunne køre trials her. Det blev i 1971 til et juletrial, og det blev en kæmpesucces med trial og julehygge bagefter i Carls gårdlænger. Det blev så stor en succes, at det med Carl og Toves gode vilje blev kørt i 40 år fra 1971 til 2012. Kun to gange måtte det aflyses på grund af oliekrise i 1973, og på grund af sne i 1979. Dette specielle løb er meget indgående beskrevet i et underafsnit af denne hjemmesides afsnit “Stævner”, hvorfor der her kun bringes et par enkelte fotos. I det nye årtusinde gik Carl også med til, at klubben kunne afvikle nogle afdelinger af DM i trials i det velegnede terræn.

Carl brugte sit agenturmærke Pirelli, da han sponserede vort speedwayhold Piraterne i sæsonerne 1980 og 1981.

Carl har selvfølgelig deltaget i klubbens jubilæumsarrangementer, og han blev i 2005 udnævnt som æresmedlem i forbindelse med klubbens 75 års fødselsdag, der blev markeret i forbindelse med en stor motorcykeludstilling i Marselisborghallen. I 2006 fik han overrakt et diplom for over 50 års medlemskab i DMU i forbindelse med det årlige repræsentantskabsmøde. Endeligt et billede fra Carls 87 års fødselsdag d. 3. juli 2019 doneret af Steen Normann.

En del personer med relationer til AMK og motorsporten har arbejdet hos Carl i kortere eller længere perioder. Her kan nævnes Ole Møller som maskinarbejder, Ove Nielsen – udlært som MC-mekaniker i 1966, Frank Damgaard, Steen Normann og Carsten Jørgensen lager/forretning, Poul Bovbjerg i salgsafdelingen samt Erik Lyngkilde som servicechef.

Som det er beskrevet andre steder på siden, har Carl altid været teknisk orienteret. Speedway- og langbanekørere havde været vant til at køre med fri udblæsning, og da miljøkravene steg måtte også de til at tænke på lyddæmpning. Det gav store frustrationer, da kørerne mente, at deres maskiner tabte effekt. Derfor forsøgte de i årevis at snyde på forskellig vis. Det gav Carl anledning til at udtænke en lyddæmper, hvormed man garanteret ikke tabte effekt, og han lavede en anvisning på fremstillingen, der blev offentliggjort i DMU-bladet.

En gang kom jeg op på værkstedet på Randersvej, hvor Carl omkring 1980 gik og syslede med Finn Thomsens Weslake motorer. Noget han gik stærkt op i, var en ny måde at afbalancere krumtap og svinghjul på. Hvor man normalt lettede, havde Carl en teori om, at det kunne være bedre at lave den anden side tungere. Til det brug havde han anskaffet et metal, Wolfram, der har en meget større vægtfylde end jern, og det var en virkelig tung sag, når man stod og balancerede det i hånden. Et virkeligt mesterstykke i projektet, var Carls egenhændige fremstilling af en plejlstang i Titanium.